En nylig smagning af makedonske vine afslørede i den grad, at et nyt vinland er ved at rejse sig fra vuggen. Nyt og nyt, man har lavet vin i Makedonien i flere tusind år, så helt ung er idéen nu ikke. Men landets vinproduktion er i den grad ved at rejse sig fra det tidligere Jugoslaviens blodfattige kooperativ vine og i stedet bevæge sig mod vine med personlighed og karakter. Og som Caroline Gilby, Master of Wine, sagde på smagningens masterclass, så er vinene nu gode nok til at fortælle resten af verden om dem.

Makedonien ligger langt mod syd, på linje med Korsika. Landet har overvejende fastlandsklima, dog  en anelse influeret af Middelhavets tilstedeværelse i nærheden. Der er masser af sol, faktisk omkring 270 soldage om året, og der er varmt. Kunstvanding er derfor tilladt, da tørke er en reel risiko. Til gengæld mindskes risikoen for sygdomme, hvorfor der ikke sprøjtes særligt meget.

Der er omkring 25.000 ha under vin og produktionen er omkring 120 millioner liter om året. 85% af vinen eksporteres til Europa, de baltiske lande, USA, Rusland og Kina.

Der laves vin på internationalt kendte druer som cabernet, pinot, sauvignon blanc etc. , men i min optik er de mest interessante vine dem, der laves på den indfødte drue vraneḉ, der bør blive Makedoniens stolthed. Vinene er tætte, kraftige og chamerende krydret med en tæt tannisk struktur. Desuden med fint lagringspotentiale. Værd at nævne er fx Dalvina Vranec 2016 der havde skøn, parfumeret næse, nærmest touriga-agtig. Blåbær, søde urter, tørvemose, myggespiral. Munden var herligt tannisk ru med retronasal kamfereffekt. Spændende, underholdende og dejlig vin. Vi smagte også en vin med lidt alder; Bovin A’Gjupka 2012. Til masterclassen var den dog rædsomt oxideret men ved den almindelige smagning havde en indbydende moden næse og masser af frugt i behold. Visse ambitiøse producenter døjer med doseringen af nyt fad. Det gjaldt i særdeleshed Kamnik Terroir Grand Reserva 2013 der hørmede af overdrevet faddosering. Munden var tør af træ og selvom vinen var ret koncentreret og endda 5 år gammel, kunne den ikke bære alt det fad.

Det ændrer dog ikke ved et overordentligt positivt indtryk af makedonsk vin, som jeg glæder mig til at se mere til i fremtiden. Især vraneḉ !